Arbejdet med børns sprog i dagtilbud

I Københavns Kommune har vi fokus på, at alle børn skal have de bedste betingelser for en god sproglig udvikling. På denne side finder du inspiration til arbejdet med børns sprog i dagtilbud.

Sprogunderstøttende læringsmiljøer hele dagen

Den styrkede pædagogiske læreplan har to pædagogiske mål for læreplanstemaet om kommunikation og sprog.

Målene er, at det pædagogiske læringsmiljø i dagtilbuddet støtter:

  1. At alle børn udvikler sprog, der bidrager til, at børnene kan forstå sig selv, hinanden og deres omverden.
  2. At alle børn opnår erfaringer med at kommunikere og sprogliggøre tanker, behov og ideer, som børnene kan anvende i sociale fællesskaber.

Det betyder, at det pædagogiske personale gennem hele dagen skal være opmærksomme på at skabe en bred vifte af muligheder for at støtte børns sprog på meningsfulde måder.

Sprogvurderinger

Dagtilbud skal ifølge dagtilbudsloven gennemføre sprogvurdering af 3-årige børn, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om behov for sprogstimulering. 

Dagtilbud kan også vælge at sprogvurdere: 

  • 3-årige børn, hvor der ikke er formodning om behov for sprogstimulering eller 4-6-årige børn
  • Grupper af børn for at kunne iværksætte indsatser målrettet læringsmiljøet.

Det er politisk besluttet i København, at 5-årige børn skal tilbydes en sprogvurdering inden skolestart, hvis: 

  1. Barnet havde en lav score i en sprogvurdering i 3-års-alderen
  2. Der fortsat er formodning om, at barnet har behov for sprogstimulering. 

Dagtilbud i Københavns Kommune skal anvende ’Sprogvurdering 3-6’ i it-systemet Hjernen&Hjertet til at foretage sprogvurderinger.

Dagtilbuddets ledelse kan finde vejledninger om sprogvurdering i Københavns Kommune på Intra.

Sprogtrappen

SprogTrappen er et sprogpædagogisk refleksionsværktøj, som mange dagtilbud i Københavns Kommune bruger til at støtte arbejdet med børns sproglige udvikling.

Med SprogTrappen kan dagtilbud arbejde løbende og systematisk med børns sproglige udvikling. Værktøjet støtter bredt med faglig viden om børns typiske udvikling, forståelse af udviklingsformer, og hvordan viden om børn kan bruges til at skabe meningsfulde handlinger i praksis. 

Dagtilbuddets ledelse kan finde printversioner og vejledninger til SprogTrappen i Københavns Kommune på Intra.

Dagtilbud kan også bruge it-systemet Hjernen&Hjertet til at arbejde med SprogTrappen.