Hjemmeside om tilbud, der fremmer sundhed og trivsel for børn og unge
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har lanceret hjemmesiden Hjælp til børn og unge i København. Her kan fagpersoner finde et samlet overblik over gratis tilbud, der kan styrke trivsel og sundhed hos børn og unge i alderen 5-30 år.
Hjemmesiden samler en bred vifte af tilbud fra både Københavns Kommune og eksterne aktører. Det gør det lettere at finde relevant hjælp – uanset om udfordringen handler om tristhed, angst, stress, ensomhed, seksuel sundhed, længerevarende psykisk sygdom eller sorg. De fleste tilbud kan benyttes uden henvisning, mens enkelte kommunale tilbud kræver henvisning.
Et værktøj til fagpersoner
Det er muligt at søge målrettet efter tilbud til forskellige aldersgrupper. Derfor er hjemmesiden relevant for både studievejledere og medarbejdere i kommunens egen "Indgang til bedre mental sundhed", som er et samarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Selvom hjemmesiden primært er målrettet fagpersoner, er den offentligt tilgængelig. Børn, unge og forældre kan derfor også selv bruge siden til at finde relevante tilbud.