Rettighedsstafetten – eleverne skal kende deres rettigheder

Mange børn kender ikke deres rettigheder. Når børn ikke kender deres rettigheder, mangler de redskaber til at handle, når de oplever uretfærdighed. Og når børn kender deres egne rettigheder, kan de også respektere andre børns rettigheder.

Derfor kan I i uge 38 sætte børns rettigheder på skoleskemaet i alle danske skoler. Lærerne får adgang til gratis materialer, fleksible deltagelsesformer og muligheden for at engagere klassen i vigtige samtaler om rettigheder, respekt og ansvar.

Hvor, hvornår og hvordan?

Rettighedsstafetten foregår på jeres egen skole – digitalt sammen med resten af de deltagende klasser rundt omkring i Danmark. Det hele foregår i uge 38, men I bestemmer selv, hvor meget tid I vil bruge. Det kan være et par timer, en hel dag eller flere dage.

Gennem aktiviteter, samtaler, events og undervisningsforløb engageres elever i arbejdet med Børnekonventionens artikel 42: "Alle skal kende børns rettigheder".

I uge 38 kører Rettighedsstafetten gennem hele landet og stopper i udvalgte byer. Her kan børn aflevere deres bud på, hvordan vi sikrer, at artikel 42 overholdes. Børnenes bidrag bliver lagt i den store, rullende postkasse, som afslutningsvist overrækkes på Christiansborg.

Gratis undervisningsmateriale

Kommer stafetten ikke forbi jeres skole, kan I stadig være med. På Børneportalen kan I downloade gratis undervisningsmateriale, målrettet indskoling, mellemtrin og udskoling. Materialet kan bruges fleksibelt: til én lektion, en temadag eller et længere forløb. Det er op til jer!

Læs mere og tilmeld jeg via QR-koden i invitationen herunder.

Deltag i Rettighedsstafetten