Ny kampagne klæder forældre og fagpersoner på til en snak om opioider

Sundhedsstyrelsen og Københavns Kommune har sammen lanceret en ny kampagne. Den skal give forældre og fagpersoner omkring unge konkret viden og gode råd til at tage den vigtige samtale med teenagere om opioider og andre stoffer.

Voksne omkring de unge spiller en vigtig rolle i forebyggelsen. Opioider er yderst afhængighedsskabende og farlige for børn og unge, da de kan være livsfarlige i selv små mængder. Brugen af opioider blandt unge er stigende, og forældre, lærere, pædagoger og andre voksne omkring de unge spiller en vigtig rolle i at forebygge misbrug af opioider - og hjælpe, hvis en ung er fanget i opioidafhængighed.

Derfor har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samarbejdet med Sundhedsstyrelsen om materiale målrettet både fagpersoner og forældre, som kan klæde voksne på gode råd og viden om opioider.

Hjælp med at udbrede kendskabet til hjemmesiden

Del gerne tekstforslag målrettet forældre på Aula, så de får kendskab til kampagnen. Den primære målgruppe for kampagnen er forældre til børn og unge fra 8.-9. klasse og op, samt fagprofessionelle, der ønsker mere viden om opioider.